SIKH
 

Forsiden
Om SIKH
  - Historie
  - Opgaver
  - Vedtægter
Klubber
Bestyrelsen
Idrætskontoret
Herning ordningen
Fotogallari
Kontakt
Links

Idrætskontoret
Sportscenter Herning
7400 Herning
Tlf 9722 1981
sikh@holing.dk


Om SIKH
Historie, opgaver og vedtægter

                     

                                       

Historie

 

Samvirkende Idrætsklubber i Herning.

 

Hvad er det for noget?

 

Sådan spørger fortsat mange. Spørgsmålet er velsagtens affødt af, at SIKH’s arbejde fortrinsvis klares ”bag murene”. SIKH figurerer ikke dagligt på avisens sportssider med nye, spændende ting og resultater. Nej SIKH er det officielle organ for idrætten, når det gælder almene opgaver og ønsker fra kommunens mange foreninger. Samvirket koordinerer ønsker og samarbejdsmuligheder i en samlet idrætsfront overfor myndighederne.

 

SIKH blev dannet den 4. februar 1942, hvor 12 af områdets idrætsklubber fandt sammen til en stiftende generalforsamling. Initiativtageren til indkaldelsen var H.G.F. De klubber, som deltog i den stiftende generalforsamling, er fortsat kendt blandt områdets foreninger. De 12 var Boldklubbben Fremad, Herning Athlet Klub, Herning Amatør Bokseklub, Herning Cykle Klub, Herning Rideklub, Herning Roklub, Herning Svømmeklub, Herning Gymnastik Forening, Herning Tennisklub, Herning Boldklub, Herning Skøjte- og Skiløberklub og Herning Købstads Skyttekreds.

 

Allerede på den stiftende generelforsamling kom de første opgaver til SIKH. Man opfordrede SIKH til arbejde for etablering af et friluftsbad, opførelse af en idrætshal samt etablering af tribune ved fodboldbanen. I løbet af den første uge efter stiftelsen havde bestyrelsen fået indhentet bud på, hvad et nyt friluftsbad ville koste. Prisen var 120.000 kr. Hvordan skulle finansieringen klares. Først i 1960 lykkedes det at skaffe grundlaget for friluftsbadet, som blev placeret, hvor Centralsygehuset har hovedindgang fra Gl. Landevej.

 

Selv om etableringen af friluftsbadet gav problemer, afskar det ikke SIHK at arbejde videre med de andre ønsker. Ved årsmødet i 1944 blev der forelagt en skitse til et halprojekt. Tankerne og ideerne i halprojektet var meget ambitiøse. Prisen også, det ville nemlig koster 600.000 kr. at føre hal-ideen ud i livet. For at føre projektet til realitet, skulle byen og idrætslivet skaffe 150.000 kr. Det var i 1944 rigtig mange penge, men på mindre end én uge lykkedes det at indsamle 122.500 kr.  Økonomien var således på plads. Men det var på grund af krigen ikke muligt at skaffe tilladelser og materiel. Først i 1954 kommer hallen, som også blev starten til A/S Herning Hallen.

 

Siden dette første idrætsbyggeri er mange idrætsanlæg kommet til. Senest skud på stammen er Sportscenter Herning. Her har mere end 25 idrætsklubber deres domæne. I udviklingen af idrætsanlæggene har SIKH været en aktiv part gennem alle årene.

 

En anden stor opgave, som SIKH gennem de forløbne godt 60 år har været meget involveret i, er tilblivelse af Herning-Ordningen i 1970. Denne ordning har gennem alle årene sikret, at kommunens idrætsklubber har haft gode økonomiske vilkår. Ordningen har nemlig sikret, at det kommunale tilskud til idrætten hele tiden har været større end minimumskravene i Folkeoplysningsloven. Idrættens betaling for disse vilkår har været, at vi selv har måttet administrere væsentlige dele af ordningen. I dag klares mange af disse gøremål via Idrætskontoret placeret i Sportscenter Herning.

 

Vedtægter S.I.K.H.

 

§ 1.  Navn og formål

 

S.I.K.H. er en sammenslutning af idrætsklubber/-foreninger i Herning Kommune.

 

Dens formål er:

-         at virke for idrættens fremme ved alle midler, der ikke hæmmer selvstændigheden hos de klubber, der er medlemmer af samvirksomheden,

-         at styrke sammen holdet mellem idrætsklubberne og idrætsforeningerne i Herning Kommune,

-         at løse de opgaver, der vedrører idrætten som helhed.

 

S.I.K.H. repræsenterer overfor offentligheden idrætten i Herning Kommune. Enhver henvendelse fra de tilsluttede idrætsklubber/-foreninger til en offentlig myndighed skal samtidig fremsendes til S.I.K.H.

 

§ 2.  Medlemskab

 

Enhver idrætsklub/-forening i Herning Kommune under Danmarks Idrætsforbund (DIF), Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger/De Danske Skytteforeninger (DGI/DDS) eller anden lignende organisation kan optages som medlem, såfremt den pågældende idrætsklub/-forening har vist sin levedygtighed..

 

Optagelse sker ved fremsendelse af skriftlig ansøgning til S.I.K.H.’s bestyrelse vedlagt:

 

1. Oplysning om foreningens navn og adresse.

2. 2 eksemplarer af foreningens vedtægter og sidste regnskab.

3. Medlemstal.

4.  Angivelse af nuværende bestyrelse med adresser.

 

Bestyrelsen afgør, om optagelse kan ske.

 

En sådan afgørelse kan af ethvert medlem efter bestyrelsens beslutning indbringes for S.I.K.H.’s førstkommende repræsentantskabsmøde til afgørelse efter almindeligt stemmeflertal.

 

§ 3.  Øverste myndighed

 

S.I.K.H.’s øverste myndighed er repræsentantskabet.

 

Repræsentantskabet dannes således:

 

Idrætsklubber/-foreninger med 1 – 1.000 aktive medlemmer:                   2 repræsentanter

Idrætsklubber/-foreninger med 1.000 – 2.000 aktive medlemmer:             4 repræsentanter

Idrætsklubber/-foreninger med over 2.000 aktive medlemmer:                  6 repræsentanter

 

Herudover består repræsentantskabet af S.I.K.H.’s siddende bestyrelse med samme stemmeret som øvrige repræsentanter.

 

§ 4.  Repræsentantskabsmøde

 

Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes årligt inden udgangen af april måned.

 

Indkaldelse til repræsentantskabsmødet skal ske ved særskilt, skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem(idrætsklub/-forening) med mindst 14 dages forudgående varsel indeholdende dagsorden.

 

Forslag, der ønskes behandlet på det ordinære repræsentantskabsmøde, skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før mødets afholdelse.

 

Dagsorden for repræsentantskabsmødet skal mindst indeholde følgende:

 

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsens beretning til godkendelse, herunder også eventuelle 

    udvalgsberetninger til godkendelse.

3. Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse, herunder regnskabet

    vedrørende jubilæumslegatet, og regnskaber for evt. underudvalg.

4. Fremlæggelse af næste års budget med godkendelse af næste års kontingent.

5. Behandling af indkomne forslag.

6. Valg af formand. (i lige år)

    Valg af kasserer. (i ulige år)

7. Valg af øvrige bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.

    (I lige år vælges 3 og i ulige år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer)

8. Valg af revisor og 1 revisorsuppleant.

9. Eventuelt.

 

§ 5.  Ordinært repræsentantskabsmøde

 

Ethvert repræsentantskabsmøde er beslutningsdygtigt uanset fremmødte antal medlemmer.

 

På repræsentantskabsmødet træffes alle afgørelse ved simpel stemmeflertal.

 

Ved ændring af vedtægter eller ved forslag om opløsning af S.I.K.H. kræves dog, at forslaget vedtages af 2/3 af de afgivne stemmer, jfr. nedenfor.

 

§ 6.  Ekstraordinært repræsentantskabsmøde

 

Ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal afholdes, når den siddende bestyrelse forlanger det, eller når mindst 5 af idrætsklubberne/foreningerne fremsender skriftlig anmodning herom til bestyrelsen med angivelse af, hvad der ønskes behandlet.

 

§ 7.  Bestyrelse

 

S.I.K.H.’s daglige ledelse forestås af en bestyrelse på 7 medlemmer valgt af repræsentantskabet for 2 år ad gangen.

 

Formanden og kassereren vælges direkte af repræsentantskabet og således, at i lige årstal vælges formanden samt 3 bestyrelsesmedlemmer, og i ulige årstal vælges kassereren og 2 bestyrelsesmedlemmer.

 

Bestyrelsen konstituerer sig selv med valg af næstformand og sekretær.

 

Bestyrelsen bestemmer selv sin forretningsorden.

 

Bestyrelsesmøder afholdes efter behov.

 

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer af bestyrelsen er til stede.

 

Ved stemmelighed er formandens, eller i dennes fravær, næstformandens stemme afgørende.

 

Bestyrelsen fører protokol over hvert bestyrelsesmøde.

 

På hvert ordinært repræsentantskabsmøde vælges 1 suppleant til bestyrelsen for 2 år ad gangen.

 

Suppleanter kan genvælges.

 

Suppleanter kan deltage i bestyrelsesmøder med bestyrelsens tilladelse.

 

Intet bestyrelsesmedlem kan vælges efter det fyldte 70. år.

 

§ 8.  Regnskabsår

 

Regnskabsåret svarer til kalenderåret.

 

Regnskabet opgøres efter ordentlig regnskabsskik.

 

Regnskabet revideres af 2 revisorer, der vælges for 2 år ad gangen, og er skiftevis på valg hvert andet år.

 

Herudover vælges for 1 år ad gangen 1 revisorsuppleant.

 

Bestyrelsen udarbejder for hvert år et budget til fremlæggelse på det ordinære repræsentantskabsmøde og fremsætter forslag om det kommende års kontingent for idrætsklubber/-foreninger til vedtagelse af repræsentantskabet.

 

Det årlige kontingent skal være betalt af idrætsklubberne/-foreningerne senest 3 måneder efter repræsentantskabets fastsættelse af kontingentet.

 

Såfremt en idrætsklub/-forening ikke betalt inden den anførte frist, kan bestyrelsen ekskludere anførte idrætsklub/-forening som medlem af S.I.K.H.

 

Der henvises dog til § 10.

 

Såfremt der indtræder kontingentrestance, bortfalde stemmeretten ved næste års repræsentantskabsmøde.

 

§  9. Tegningsregel

 

Foreningen tegnes af den samlede bestyrelse.

 

For eventuel gæld hæfter alene S.I.K.H.’s formue, og de deltagende idrætsklubber/-foreninger hæfter således ikke for den gæld, der er optaget af S.I.K.H.

 

§ 10.  Udmeldelse/Eksklusion

 

Udmeldelse af S.I.K.H. kan alene ske med 3 måneders skriftligt varsel til udgangen af et kalenderår.

 

Bestyrelsen kan til enhver tid beslutte, at en idrætsklub/-forening kan ekskluderes af S.I.K.H.

 

Eksklusion af en idrætsklub/-forening besluttet af bestyrelsen, som angår kontingentrestance eller anden grund, kan af den ekskluderede idrætsklub/-forening indbringes for repræsentantskabet, der afgør, om bestyrelsens eksklusion skal stå ved magt.

 

Såfremt færre end 2/3 af de afgivne stemmer stemmer for eksklusionen, anses denne for bortfaldet.

 

Den ekskluderede idrætsklub/-forening kan ikke deltage i stemmeafgivningen.

 

§ 11.  Adgang

 

S.I.K.H.’s bestyrelse har ret til vederlagsfri adgang til de tilsluttede idrætsklubber/

-foreningers arrangementer mod forevisning af legitimation udstedt af S.I.K.H.’s bestyrelse.

 

§ 12.  Opløsning

 

S.I.K.H. kan kun opløses, såfremt forslag herom vedtages på 2 med mindst 1 måneds mellemrum afholdte repræsentantskabsmøder, og forslaget på begge møder er vedtaget med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.

 

I tilfælde af opløsning træffer vedkommende repræsentantskabsmøde bestemmelse om anvendelse af S.I.K.H.’s midler, idet disse alene kan anvendes til fremme af idrætten i Herning Kommune.

 

 

 

Således vedtaget på ordinært repræsentantskabsmøde den 24. april 2001.

  

Kurt Ravn                             Folmer Christiansen                                   Kaj O. Hansen

    sign.                                           sign.                                                    sign.

  

Allan S. Rasmussen              Marianne Nordgaard                                     Arne Frahm

           sign.                                      sign.                                                     sign.


 

Opgaver

I SIKH’s vedtægter er det i formålsparagraffen formuleret, at vores opgaver er

 

- at virke for idrættens fremme med alle midler, der ikke hæmmer selvstændigheden

hos de klubber, som er medlemmer af samvirket

 

- at styrke sammenholdet mellem idrætsklubber- og foreninger i Herning Kommune

 

- at løse de opgaver, der vedrører idrætten som helhed

 

Disse formålsbestemte opgaver har skiftende bestyrelser gennem mere end 60 år gjort en ihærdig indsats for at leve op til.